Tulip Professional by Danish Crown
Frugt og bacon
Kombinationen af sød og syrlig frugt med bacon lægger i dén grad op til at tage det søde med det sprøde.
Bacon hænger ikke på træerne, men derfor kan man nu fint finde en lang række guddommelige matches mellem ’livets krydderi’ og en masse af vores vidunderlige bær og frugter. For selvom det ikke er det mest traditionelle bacon-match, er der alligevel et kæmpe potentiale i at forene frugt-rigets naturligt søde og pirrende syrlige smage med det salte, røgede og sprøde bacon.
Vi skal ikke lede længe i køkkenhistorien, før vi finder danskernes yndlingsbud på kombinationen af frugt og bacon – nemlig den gode gamle æbleflæsk. Her har fynboerne virkelig noget at være stolte af, for det siges, at kombinationen af det stegte, røgede flæsk med de sødlige æbler, løg og timian stammer fra øen i midten. Så lad os bare sige, at æbleflæsk er ur-moderen til massevis af andre geniale kombinationer af æble og bacon – for eksempel som i denne opskrift sammen med æbleskiver.
Der er dog også masser af undskyldninger for at parre bacon med frugt, hvis vi bevæger os ud over landets grænser. For sprødheden og røgsmagen i baconen er nemlig en ret vild kontrast til de tit noget mere søde og bløde tropefrugter. Bacon har den smukke egenskab, at de lange tynde slices let lader sig vikle om alskens lækkerier, inden elementerne bages eller grilles sammen – et trick, der er helt fantastisk til både figner, dadler, svesker, stykker af ananas og både af friske ferskner. Og, nå ja, så er der også det svenske 80’er-fænomen, den Flyvende Jacob, hvor stegt kylling dækkes med bananer, bacon og chiliflødeskum, inden det fyres i ovnen. Det skal man måske være vokset op med for at elske..
Den rigtige type frugt, omviklet med bacon, kan være en killer kombination. Men for mange af frugt/bacon-forbindelserne er det nu alligevel som om, at det går lidt bedre, når der kommer et tredje element med i spillet – som en slags kulinarisk anstandsdame på bacon-daten. Tænk for eksempel på, hvordan bacon og figner kan bindes sammen af gorgonzola på en pikant pizza. Hvordan et saftigt stegt stykke vildt, en veltilsmagt postej eller en velkrydret sylte kan få syltede ribs og sprød bacon til at snakke sammen. Og så er der selvfølgelig den berømte sandwich, som Elvis’ mor troligt serverede for The King døgnet rundt: med banan, bacon og et generøst skud peanut butter.
Se vores bud på en baconificeret julemarked-klassiker her, hvor vi giver de traditionsrige kandiserede æbler med de blanke, røde kinder et godt skud baconknas.
Vi har taget alt det lækre fyld ud af den velkendte kylling-bacon sandwich, og skabt en lokkende salat med ananas, kylling, karrydressing og masser af bacon.
Bløde, lækre svesker udgør det søde centrum i denne rullesteg, som svøbes i et spiseligt tæppe af smukt flettet bacon. Bare man var en sveske…