Hjem Koncepter Tulip Professional by Danish Crown Smag og nørderi Skaldyr og bacon

Tulip Professional by Danish Crown

 

Skaldyr og bacon

Østers, hummer og kammuslinger må siges at falde i kategorien ’luksusdyr’. Alligevel passer de perfekt sammen med folkehelten: den gode bacon.

Smagssammensætning:

Det er et stensikkert trick at tage fat i havets skalklædte beboere, hvis der skal sættes noget særligt lækkert eller luksuriøst på bordet. Og det skyldes ikke kun, at priserne på skaldyr som oftest ligger i den noget bling-agtige ende. Men skaldyr, som hummer, rejer, østers og kammuslinger, er nok nogle af de mest komplekse råvarer, når vi snakker smag. Sarte, lidt salte, en udtalt sødme og en klar fornemmelse af hav. Det gør dem også til både en kæmpe fornøjelse OG en udfordring at tilberede. For hvordan får man understreget smagen i luksusdyret på en spændende måde, uden at overdøve?

Prøv også bacon med:

  • Sorthummer
  • Jomfruhummer
  • Krabbekød
  • Rejer
  • Tigerrejer
  • Østers
  • Kammuslinger
  • Blåmuslinger

Bacon på tid

Husk lige at få fyldt køleskabet op med bacon, hvis amerikanske Matt ’Megatoad’ Stonie kigger forbi en dag. På tords af hans lille statur – han vejer beskedne 61 kilo – ligger han nemlig inde med verdensrekorden i baconspisning på tid. Det blev til hele 182 skiver, eller cirka tre kilo, på kun fem minutter, da han vandt konkurrencen i 2015. Matt foretrækker sin konkurrence-bacon let sprød og lun – så ryger den hurtigst ned.

Balance og ballade

Her er det, at vores bacon-ven kommer ind i billedet. For selvom baconen er lidt af en fræk gadedreng i forhold til de forfinede skaldyr, kan de altså noget godt sammen. Den store kunst her er balancen. Altså at bruge en sprød skive bacon som et kontrastfyldt tilbehør til en skaldyrsret, eller forsigtigt lade baconen svøbe sig om et havdyr, så baconen låner fedt, salt og røg til dyret som et krydderi. Det er i hvert fald hovedreglen – men nogle gange er det selvfølgelig også OK at tage alle de store trompeter frem, og sætte hårdt mod hårdt, som i denne Hemingway-inspirerede servering, hvor østers, champagne, bacon og den vilde anislikør Absinth mødes i et ordentligt macho-brag.

 

Historisk godt match

Kærligheden til havdyr og røget gris går langt tilbage, og vi skal op på hesten for at smage et af de klassiske kærlighedsmøder mellem skaldyr og bacon. For hvis man tager en stor og fed frisk østers ud af skallen, omvikler den med bacon og bager eller griller den et kort øjeblik, så har man den ret, der hedder Angels on Horseback, altså Engle på hesteryg, og den nød man allerede som hapser eller mellemret i Victoriatidens England for 150 år siden. Derefter er det gået slag i slag, og retterne er kun blevet mere sofistikerede med tiden – som for eksempel denne servering af østers med agurk og bacon, hvor det virkelig er de fine nuancer, der driver værket.

Prøv endelig også bacon sammen med rejer, jomfruhummere og ikke mindst de søde, kødfulde kammuslinger.

Østers

med sprød bacon, agurkekugler og grillet agurkesauce

Se opskrift

Prøv også:

Find bare banjoen frem som underlægningsmusik til denne krydrede suppe med rejer, krabbe bacon og ris, som er inspireret af den amerikanske sydstatsklassiker Seafood Gumbo. Suppen tyknes både af hvedemel og den særlige grøntsag, Okra, der giver en lidt ’lang’ men lækker konsistens.

Vafler, jomfruhummer og dobbelt op på bacon– i én ret. Så er det svært at blive ked af det! Nyd de lækre bubble waffles med baconindpakkede jomfruhummer – og lidt ekstra, honningglaseret bacon som tilbehør.

Hårdtstegte kammuslinger og smilende vagtelæg med en cremet blomme kommer i gammeldags selskab på en sprød salat med mormor-dressing. Og det hele bindes sammen af sprød bacon, der er et perfekt match til alle de andre ingredienser.