Hjem Viden Coronakrisen kradser i hospitalets kantiner
Coronakrisen Kradser I Hospitalets Kantiner Aarhus Universitetshospital Artikel 1432X358
Viden

Coronakrisen kradser i hospitalets kantiner

Medarbejderne i kantinerne på Aarhus Universitetshospital udvider både åbningstiderne og rummet for kreative tanker, mens coronakrisen kradser. Her støtter man alle gode ideer, for at servicere de hårdtarbejdende kolleger i klinikkerne og for at holde hånden under økonomien.

Da coronaen brød løs først i marts, var den første tanke at lukke caféerne, som kantinerne hedder her på et af Danmarks absolut største hospitaler med ca. 12.500 ansatte.

"Vi valgte i stedet at holde åbent - først til kl. 16 og senere til kl. 19, fordi mange af vores kolleger i klinikkerne har fået lange arbejdsdage, som følge af epidemien. De skal have en mulighed for at købe mad", siger cheføkonoma Bente Sloth, der også er øverste chef for hospitalets fire kantiner, der betjener medarbejdere og pårørende.

"Den økonomiske situation er alvorlig, fordi vi selv skal finansiere driften. Det er vanskeligt, når en meget stor del af vores kunder - nemlig pårørende og andre gæster - ikke må komme ind på hospitalet og den daglige omsætning pludselig falder fra 110.000 til bare 20.000 kr. 

Derfor gør vi alt for at understøtte gode ideer, og vi begynder heldigvis også at se en stigende omsætning", forklarer Bente Sloth.

 

"Den økonomiske situation i kantinerne er alvorlig, når de pårørende ikke må komme ind på hospitalerne", siger cheføkonoma Bente Sloth, der er øverste chef for kantinerne på Aarhus Universitetshospital.

 

Kioskvarer i spiseområdet

"Lige nu er vi i fuld gang med at supplere vores tilbud med kioskvarer, så man kan købe disse produkter, selv om kiosken er lukket. Det er med til at give liv i spiseområdet, hvor man af sikkerhedsmæssige årsager ikke må spise lige nu", fortæller Thomas Tøfting, der er leder af Café Øst, som er hospitalets største café.

"Vi tilbyder stadig et forholdsvis stort sortiment af salater, sandwich, smørrebrød og panini, som nu er forsvarligt emballerede i plasticfilm eller papirposer. I stedet for de lune retter, vi plejer at have på buffeten, tilbyder vi nu et sortiment af retter, som vi udportionerer i tre-rums-bakker. Vi tilbyder typisk én ret samt nogle supper hver dag. Retterne kan man købe varme eller kolde, så de enten er lige til at tage med op og spise på afdelingen eller hjemme. Det er virkelig populært. Især de helt klassiske ting som svensk pølseret, brændende kærlighed, hakkebøf og frikadeller sælger rigtig godt, og har bidraget til at øge omsætningen", siger Thomas Tøfting.

 

"Kioskvarer i spiseområdet øger omsætningen og giver liv i lokalerne", fortæller Thomas Tøfting, der er leder af Café Øst.

 

Overbærende kunder

"Vores kunder har været meget overbærende med forholdene i cafeerne under Coronakrisen, og de udtrykker glæde over, at de kan købe mad. De er virkelig gode til at overholder aftalerne om, at der kun må være ti personer i caféen ad gangen, og at der skal bruges håndsprit og holdes afstand", fortæller Thomas Tøfting.

"Færre kunder medfører selvfølgelig en mindre travl hverdag for medarbejderne i cafeen. Den tid bruger vi til at udvikle nye produkter, som kan bruges, når travlheden bliver stor igen. Vi er gode til at holde dampen oppe hos hinanden, så vi bruger tiden fornuftigt. For eksempel til at gøre rent eller til at være hospitalsvagter, der sørger for at kun de rigtige mennesker kommer ind på hospitalet – og så Coronaen holdes ude", siger Thomas Tøfting.