Årets tre finalister til kantineprisen 2023 mødes i kokkedyst til Sol Over Gudhjem
To københavner-teams og et ditto fra Aarhus er nu udvalgt blandt de mange nominerede til prisen.
Der var jubel i køkkenet hos Kopenhagen Fur, da køkkenchef Sofie Rosa Randall sidste år blev den endelige vinder af Kantineprisen 2022, hvor juryen lagde vægt på hendes superflotte madhåndværk og tilgang til ressourceforbrug som deres begrundelse for tildelingen.
Og nu er vi så ét skridt tættere på at finde det køkken, der får lov til at fortsætte jubelen her i 2023. For nu er finalisterne til Kantineprisen 2023 fundet!
De nominerede til Kantineprisen 2023 er:
- Køkkenchef Stefan Hansen og team, Gorrissen Federspiel, København.
- Køkkenchef Pii Vesterlund Larsen og team, LOCA Gruppen. Det Europæiske Miljøagentur, København.
- Køkkenchef Brian Sylvest Pedersen og team, ISS A/S Rambøll A/S, Aarhus.
Cook Off til Sol over Gudhjem på Bornholm indgår i bedømmelsen
Som noget nyt sættes der i år sejl mod solskinsøen i Østersøen, da de nominerede kantiner skal konkurrere i en ’Cook Off’ på det store kokkeevent ’Sol over Gudhjem’ på Bornholm d. 24. juni 2023. Her skal repræsentanter fra de tre finalister dyste mod hinanden og vise det professionelle dommerpanel og de mange tilskuere, hvad de kan, når de med udgangspunkt i lokale og økologiske råvarer skal lave mad til mange på scenen ved havnen i Gudhjem.
Derudover dukker juryen op i kantinen til en uanmeldt frokost på et tidspunkt i løbet af finaleperioden, hvor kantinens niveau, ressourcetilgang og konkrete performance på dagen indgår i den endelige vurdering.
Afgørelse til september
Vinderen af Kantineprisen 2023 offentliggøres til Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen, på Hindsgavl Slot på Fyn d. 19. september. Igen i år er Mark Guldbæk Østergaard,
National Account Manager i Danish Crown, en del af juryen.