Hjem Viden Her kan lastbilchaufførerne stadig få sprød svær
Flæskestegssandwich Cafeteria Storebælt Artikel Banner 1432X358
Viden

Her kan lastbilchaufførerne stadig få sprød svær

Afstand til kunderne, pengeløs betjening, og så et godt råd fra Sundhedsministeriet. Det gør, at Kasper Østergaard på trods af corona-krisen stadig kan lange solide mængder af Cafeteria Storebælts specialitet over disken: Husets legendariske flæskesteg.

”Min første reaktion, da krisen begyndte, var, at det var dælme noget møg.” Det fortæller Kasper Østergaard, der er ejeren af Cafeteria Storebælt i udkanten af Korsør. ”Jeg vidste med det samme, at det ville gå ud over mig, for pludselig var der jo bare ingen biler på motorvejen, og det er det, jeg lever af. Truckerne, sælgerne og folk på tur.”

Måske har du selv været forbi Kasper i den sorte træbygning ved afkørslen lige før betalingsanlægget ved Storebælt. Ligesom tusinder og atter tusinder af andre: lastbilschauffører fra hele Europa på langfart. Jyske håndværkere på vej hjem torsdag eftermiddag. Familier på tur. Og forretningsmanden i den store Audi, der lige skal have en flæskestegssandwich, inden han skal hjem til fruens salat.

 

38 tons flæskesteg

For det er nemlig flæskestegen, Kasper er kendt for. Både som helt Old School flæskestegssandwich med mayo, agurkesalat og rødkål, og som steg med sovs, kartofler og rødkål. Begge dele i generøse mængder og med knasende sprød svær. Faktisk er hans flæskesteg så populær, at han sidste år solgte hele 38 tons af slagsen. Håndsorterede og ferske kamstege fra Danish Crown Professional, for det er den nødvendige kvalitet, hvis sværen skal være sprød, fastslår han.

 

Mad, bad og et OK fra ministeriet

Men selv Storebælts sprødeste svær har ikke kunnet forhindre, at omsætningen er faldet, efter corona-virussen ramte landet. Imidlertid er det lykkedes Kasper at holde fast i en væsentlig kundegruppe, nemlig lastbilchaufførerne, som stadig transporterer gods over hele Europa. Det har dog krævet en indsats:

”Vi har skræddersyet besøget for dem. Frem for alt tilbyder vi dem stadig, at de kan få et varmt bad her. Der måtte vi lige kontakte Sundhedsministeriet for at høre, om det var OK, men vand og sæbe har jo aldrig skadet noget, så det fik vi lov til,” fortæller Kasper. ”Derudover har vi kontaktløs betaling, også for kontanter, der ryger i et lukket system, vi har afstand mellem kunder og ansatte, og så lader vi chaufførerne tage deres tallerken med ud i vognen for at spise, da de jo ikke må sidde herinde.”

 

God dialog og ingen fyringer

Rygterne om de gode initiativer spredte sig hurtigt i chauffør-verdenen, og Kasper har fået mange nye kunder på den konto. Der er dog stadig et stykke vej til, at Kasper er oppe på det normale omsætningsniveau. Alligevel har han valgt at holde fast i sine ansatte.

”Vi tog en god dialog med medarbejderene, og alle har budt ind med, hvor meget de kunne gå ned i tid og stadig holde skindet på næsen. Mine løsarbejdere er sendt hjem, men jeg har lovet dem, at der er plads til dem, når ting lukker op igen. Så jeg har heldigvis kunnet undgå at fyre nogen,” fortæller han.

”Men jeg håber, at vi snart kan åbne igen. Jeg har 65 siddepladser inde og 70 ude, så hvis bare vi kunne have gæster udenfor i det fri og med god afstand, så ville vi være klar med en sikker drift. Heldigvis er vores sted kendt af rigtig mange. Så vi skal nok komme op at køre igen.”