Hjem Viden Skal der dobbelt svær i din flæskestegssandwich

Skal der dobbelt svær i din flæskestegssandwich?

Flæskestegssandwichen er den perfekte måde at servere en saftig steg på en ultranem måde. Og så rummer denne labre kombination jo bare alt: saftighed, fedme, syre, umami og ikke mindst sprødhed fra sværen. Nu kan du endda få dobbelt op på ’slagterbolsjet’!

Ligesom gourmet-hotdoggen har flæskestegssandwichen udviklet sig enormt gennem de seneste år. Og det er længe siden, at det eneste bud på retten var en klassisk blød burgerbolle med en skive steg og lidt af hvert fra det traditionelle grillbar-repertoire (selvom det nu også ka’ noget..). I dag er kreativiteten sluppet løs, og flæskestegssandwichen kan nu være alt fra en fyldig snack over den lækre frokostret til et fuldgyldigt aftensmåltid, som også byder på sunde, grønne elementer.

I virkeligheden er flæskestegssandwichen lidt af et gastronomisk samlesæt, og variationen opstår, når du leger med kombinationen af de forskellige elementer. Se denne inspirationsfilm, hvordan vores flæskesteg med dobbelt svær bliver til en superlækker flæskestegssandwich!

 

 

Leg med elementerne

Her får du lidt mere inspiration til, hvordan du kan variere denne prægtige ret.

 

Stegen

Vi hepper lige nu på vores flæskesteg med dobbelt svær, hvor den ekstra svær er skåret fra brystflæsket, og når godt rundt om kammen. Stegen er flot ridset, og derefter snøret af vores slagtere på god, gammeldags håndværksmæssig vis. Længden på stegen er tilpasset en gastrobakke, så den er lige til at sætte i ovnen.

Der er dog flere lækre alternativer til flæskestegen med dobbelt svær, for eksempel vores økologiske flæskesteg, eller vores TENDER PORK® stege, der holder saftigheden i meget lang tid.

 

Brødet

Valget af brød eller bolle til din flæskestegssandwich kan få retten til fuldstændig at skifte karakter – fra det rustikke til det raffinerede. Gå den fine vej med en smørbagt briochebolle, tag den mættende løsning med en stor ciabattabolle eller ram tidsånden med et par skiver grillet surdejsbrød.

 

Dressing

Sennepsmayonnaise er det klassiske og superlækre valg, hvor styrken på senneppen kan varieres. Men hvad med en mangochutney-mayo, en spicy BBQ sauce eller en knaldgrøn pesto?

 

Det syltede

Sæt dit personlige præg på sandwichen med din egen sylte-magi fra sommerens forråd! Syltede græskar, flotte pink rødløg, pickles eller bare helt enkelt en gang syltede agurker. Fortsæt selv listen…

 

Det grønne

Nej, en flæskestegssandwich er ikke vegetarmad. Men mon ikke der alligevel kan snige sig lidt grønt ind – for farvernes, sundhedens og smagens skyld? En håndfuld marineret kål i rødt eller hvidt er oplagt, men prøv også friske æbler, finthøvlet fennikel eller marinerede gulerodsbånd.

 

Alt det frække

Lige den sidste detalje, der skruer op for syndigheden i sandwichen – til stor jubel for de fleste. Skal der endnu flere svær i sandwichen? Topper du med en god håndfuld hjemmekogte eller købte grove kartoffelchips? Eller skal hele herligheden velsignes af en god skefuld kraftig brun sauce? Valget er dit!